25-02-2021

Vi har et ansvar for at hjælpe

de studerende videre

Vi står midt i en krise, hvor arbejdsløsheden er steget. At stå som ufaglært er lige nu ikke det nemmeste og understreger vigtigheden af at få en uddannelse. Skal flere søge ind som finansøkonom og gå videre med en overbygning som ejendomsadministrator, er det afgørende for de studerende, at de får en praktikplads.

Den første arbejdsdag efter nytår startede Mikkel og Rune i praktik hos Vidar Ejendomme. Begge er de i gang med at uddanne sig til finansøkonom, hvor de på deres fjerde semester skal ud i praktik, inden de skriver speciale. Det er ikke første gang, Vidar Ejendomme har praktikanter.

– Sidste år måtte vi sige nej, fordi vi simpelthen ikke havde plads nok. Nu er vi flyttet i nye, store lokaler, hvor der er så god plads, at vi kan tage to praktikanter, lyder det fra Marianne Riisbøll Præstegaard, der er administrationschef og partner i Vidar Ejendomme.

Hun glæder sig over, at det er muligt at tage to praktikanter og har en helt klar holdning til, at når der er mangel på ejendomsadministratorer, så er virksomhederne ikke alene forpligtet til at bidrage til, at der bliver uddannet flere. De skal også sørge for, at praktikanterne reelt lærer noget.

Ansvar og reelle arbejdsopgaver

Hos Vidar Ejendomme er der ikke noget, der hedder, at praktikanter arbejder i et beskyttet ”prøveprogram” uden rigtige kunder. Man har reelle opgaver til dem fra den dag, de starter, og Marianne er ikke nervøs for at lade dem arbejde med hele porteføljen med fx ejere, lejere, håndværkere og regnskab.

En holdning, praktikanterne er glade for.

– Jeg føler, at vi får lov at prøve kræfter med faget. Alt, hvad vi laver, bliver tjekket. Så der er altid et sikkerhedsnet, og de andre er gode til at passe på os. Jeg føler, jeg bliver værdsat og gør et stykke arbejde, der er brug for. Det er motiverende, fortæller Rune Klemmensen, der startede i praktik hos Vidar Ejendomme efter årsskiftet.

I forhold til ansvaret ser Marianne, at det gør en forskel, at der trods alt kun er 16 medarbejdere i virksomheden, fordi det gør det nemmere at have en tæt sparring. Og så betyder det noget, at ingen er nederst i hierarkiet. I Vidar Ejendomme løfter man i flok.

– Praktikanterne får opgaverne i steps. De starter med et mindre ansvarsområde, og når de er klar til mere, siger de til. De har begge to en mentor, men vi er en samlet flok, der skal lære dem op. Det gør, at de kan få større opgaver og flere perspektiver, fordi de har mange, de kan spørge, lyder det fra Marianne, som bliver fulgt op af Rune.

– Jeg ved fra andre medstuderende, at de ikke kommer til at prøve kræfter med en hel ejendom. Jeg er ikke utryg ved det, fordi der altid er god sparring og en rar omgangstone, lyder det fra Rune, der selv har siddet som formand for en andelsboligforening og i dagligdagen tager sig tid til at tale med kunderne, fordi han ved, at det er vigtigt.

Fordele og fremtidsperspektiv

De to praktikanter, Vidar Ejendomme i år har valgt at tage ind, er lidt ældre end mange af de andre studerende. At de kommer med noget andet i bagagen, oplever Marianne som absolut positivt. Sådan bliver det ikke nødvendigvis næste gang. Her tager man måske nogle, der er helt grønne. Det vigtigste for Marianne er, at praktikanterne har lysten og nysgerrigheden. Det har Rune og virksomhedens anden praktikant, Mikkel. Noget, der ikke blot hjælper praktikanterne selv. Det giver også energi til resten af kollegaerne.  

At fordelene ved at have praktikanter er mange, er der ikke så meget tvivl om, og skal Marianne nævne endnu en fordel, bliver det den enestående mulighed for at være med til at forme de kommende ejendomsadministratorer.

– Der er en særlig ånd i Vidar Ejendomme. Vi administrerer hver eneste ejendom, som var det vores egen. Vi sidder med kunders formuer, og det skal vi tage vare på. Derfor skal praktikanterne lære at sætte sig ind i tingene, forberede sig, tage ejerskab og forstå, hvor vigtige de personlige relationer er, siger hun – og tænker ikke kun på de tre måneders praktikforløb.

Såfremt praktikanterne klarer praktikperioden godt, er det en mulighed, at parterne kan aftale, at de arbejder i virksomheden to dage om ugen i de tre måneder, de skriver speciale. Herefter vil der være mulighed for, at de studerende blive ansat på fuld tid som trainees i de to år, hvor de tager overbygningen som ejendomsadministrator. Allerede i dag har Vidar Ejendomme ansat en tidligere praktikant. Noget Rune drømmer om også kan blive en mulighed for ham.

– Jeg prøver på at suge til mig, alt hvad jeg kan i øjeblikket. Og hvis muligheden kommer, vil jeg gerne, at det er her hos Vidar Ejendomme, jeg kan have en fast stilling samtidig med, at jeg tager overbygningen, slutter Rune.